Er denne niche dit næste affiliateprojekt?

Jeg sad netop og læste en artikel om Nokia Lumia 630, hvor det fremgår, at danskerne i snit skifter mobiltelefon hver 18. måned.

Er det en statistik, der får dig til at overveje at lave en affiliateside for mobiltelefoner?

For med en pris for en ny mobiltelefon på 1.000 kr. (og ofte langt over), er der gode penge, at tjene på at sende dine besøgende videre til mobilforhandlere. Oven i er der også et stort marked for tilbehør, som f.eks. covere, opladere, batterier, pulsmålere og meget andet.

Du tænker måske, at der er alt for stor konkurrence i søgemaskinerne for mobil-relaterede søgeord. Jeg er enig. Konkurrencen er stor. Men det betyder ikke, at du ikke kan finde din trafik andre steder. Det kan f.eks. være fra Facebook, uden at det behøver at være betalt trafik fra deres PPC-program. Det kan lige så fint være fra din egen Facebookside, der er dedikeret til f.eks. Windows-telefoner, produkter fra Apple, tips og tricks til smartphones osv.